FLORFEST

Gå til indhold

Fem dages naturfestival i vilde omgivelser på Langeland

FLORFEST er en festival om vores relation til natur og biodiversitet. Gennem workshops, koncerter, vandreture og oplæg sætter vi fokus på vores forhold til andre arter og om de biodiversitetsemner, der inspirerer os, bekymrer os og gør os handlekraftige. 

Festivalen afholdes altid i august på Skovsgaards Gods på Langeland – et helt vidunderligt vildt naturområde med æblelunde, vilde heste, køkkenhaver, genvildet skov og strand. Deltagerne sover i større telte, shelters eller hængekøjer i den gamle æblelund på godset og får serveret alle måltider som en del af billetprisen. 

FLORFEST skabes af frivillige fra hele landet i det, vi kalder planlægningsgruppen. Gruppen vælger tema og sammensætter et program med koncerter, oplæg og workshops. De frivillige planlægger og afvikler festivalen sammen med en koordinator ansat i DN’s sekretariat. Planlægningsgruppen for Florfest 2026 er sat, men hvis du vil være med til at skabe næste års festival, så skriv allerede nu til florfest@dn.dk.

I 2026 afholdes FLORFEST i uge 33, den 10. – 14. august på Skovsgaard Gods på Langeland. I år dykker vi ned i MELLEMRUM OG MYLDER – Biodiversitet i naturens oversete overgange – skumring, daggry, skovbryn og brænding. Vi skal blive meget klogere på kanterne, overgangene – og det mylder, der opstår imellem dem.